Introduktion

Værelset er en moderne ungdomsnovelle, der tager udgangspunkt i en teenagers udfordringer med deling af billeder. Den tager fat i klassiske tematikker såsom identitet, seksualitet, mobning, skyld, ansvar mv.
Selve handlingen er centreret om Cecilia, der i en periode har været kærester med Magnus. Da hun afslutter forholdet, vil Magnus have hævn over hende. Cecilia er til fest, og til netop denne fest har Magnus bedt hende om at udføre en opgave. Cecilia får løst sin opgave, men med hvilke konsekvenser?

Novellen lægger op til en nutidig debat omkring deling af billeder og personligt materiale, og med små beskrivelser af Cecilia og hendes miljø, kan det være relevant at beskæftige sig særligt med hende som karakter.

Novellen er koblet til novellen ”Entréen”, og de kan med fordel læses i forlængelse af hinanden.

Værelset

”Undskyld”.

Sådan afslutter jeg, og beskeden er sendt afsted. Eller, beskederne. Fik ikke lige det sidste ord med i første omgang. Måske det vigtigste ord, faktisk. Det skulle med. Hvad fanden skal jeg ellers skrive?

For helvede da. Mon det virkelig er overstået nu?

Endnu en sprække i nattehimlen lyser skyerne op udenfor. 1 kasse øl, 2 kasse øl, 3 kass…

Det efterfølgende brag er højt. Voldsomt, måske endda.

1 kilometer. Er det ikke sådan man siger?

3 sekunder er ca. 1 kilometer. Det tror jeg.

For fanden da, det er jo ikke vigtigt. Overhovedet ikke vigtigt. Men det hjælper en smule at tænke på noget andet. At fokusere andetsteds, og lade tankerne drive ud af deres egen lille sidevej. Jeg glemmer det jo næsten. I hvert fald kortvarigt.

Der er friskt sengetøj på. Laura har skiftet det mens jeg var afsted. Det føles nærmest helt rensende, den friske duft og det bløde stof. 

Men der er intet at gøre. Jeg kan ikke slippe det ret længe ad gangen. Og jeg har heller ikke fortjent at slippe. Hvordan fanden kunne jeg være så dum? 

Jeg fortjener det sgu. Jeg har jo hørt det så mange gange. Ved godt at det er forkert. Og alligevel gjorde jeg det. Det sker ikke for mig, tænkte jeg. Idiot.

Det hele virkede så rigtigt. Han var sød, sagde de rigtige ting– og han forstod mig. Det var det vigtigste.

Det er vildt hvordan det forekommer mig helt sindssygt nu. Fuldstændig vanvittigt at jeg ikke kunne se det. Ikke gennemskuede ham. Alt er forandret. Sådan en kæmpe idiot.

Efter i aften har det bare at være slut.Jeg håber det, jeg håber det inderligt.

Lige nu synes min dyne at være den eneste der forstår mig. Den afkoder mig, krammer mig – den begraver mig næsten, og holder mig skjult. Den forstår.

Min far hentede mig tidligere. På turen hjem spørger han gentagne gang om alt er okay, om jeg har det godt. Han mener det godt. Han vil så gerne, og han forsøger. Det gør Laura også. Hun prøver virkelig. Stiller gode spørgsmål, lytter og husker. ”Du er så god, Cecilia” siger hun.

Men hun er jo ikke..

De gør det bedste de kan. Men det bliver aldrig det samme, og far er.... ja, heller ikke den samme. 

Det er skørt. Det er i grunden helt tilfældigt at vi endte med at snakke sammen. Havde aldrig før skænket ham en tanke. Men på en eller anden måde var timingen rigtig. Det var lige da Laura kom ind i billedet. Det var for meget for mig, og jeg følte mig fanget. Fanget i huset, fanget på skolen. Isoleret og alene.

Han var der pludselig. Han forstod mig. Havde selv oplevet det samme. Samtalerne udviklede sig. Blev mere intime. Jeg begyndte at kunne lide ham. Han blev min fortrolige.

Vi holdt det hemmeligt. Jeg ville ikke have at nogen vidste det. Heller ikke pigerne. Skrev sammen og delte tanker. På skolen holdt vi afstand, afslørede intet.
Jeg ved godt, at han sikkert har fortalt det til gutterne. Men det vidste jeg ikke på det tidspunkt.

Det udviklede sig. Jeg burde have sagt fra, holdt mig fra det. Men jeg lod mig rive med. Jeg sendte ham billeder. Billeder som ingen andre skulle se. De var til ham, og kun ham. Jeg overvejede det. Overvejede det, og vurderede at det var sikkert.

Jeg havde tillid til ham. Er det min egen skyld når jeg havde tillid til ham?

”Er du okay, skat?”

Min far står i døren. Havde slet ikke hørt ham komme.

Jeg er ikke okay, det kan han helt sikkert godt se. Men jeg kan ikke sige det. Jeg fortæller ham at alt er fint, og at jeg bare skal sove. At det har været en lang aften, og at jeg fortæller mere i morgen.

Jeg ønsker sådan at han ikke lader mig slippe så let. At han afkoder mig, ligesom dynen. Bliver ved med at spørge, knækker mig, hiver sandheden frem. At han hjælper mig. Sådan rigtigt hjælper mig.
Men han lukker døren. Han gør som jeg siger. Han ser det ikke.

Der gik ikke lang tid før alt forandrede sig. Han forandrede sig. Tonen skiftede. Han ville se flere billeder, og han ville prøve ting af. Jeg afslog. Var ikke klar til det. Jeg endte med at sige helt fra. Måtte slukke for det hele, og trække stikket. Kunne ikke have ham så tæt på længere.

Han tog det faktisk pænt. Jeg bad ham også om at slette billederne, hvilket han gik med til.

Men kort tid efter kom truslerne. Han havde selvfølgelig ikke slettet billederne, og alle ville se dem, skrev han. Jeg gik i panik. Anede ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne ikke lade hele skolen - hele byen - se de billeder. Det ville ødelægge mig.

Så kom kravet. Hold da kæft, et røvhul. Men jeg havde ikke noget valg, var nødt til at følge med. 

Jeg pakkede det ind i en dum leg som blev præsenteret for pigerne. De var friske. Selvfølgelig var de det. 

Jeg ved godt hvordan folk ser mig, og hvad jeg udstråler. Det er ikke noget jeg bevidst jeg sigter efter. Men jeg er ikke dum. Jeg ved godt at jeg er heldig. Godt skåret, som drengene siger. Jeg ved godt at mine veninder misunder mig.
Hvordan det ser ud på overfladen. Og derfor er jeg påpasselig. Jeg lader mig ikke rive med. Deltager altid, men med afstand. Folks dumme fordomme skal ikke bekræftes af mig. Jeg er mere end det. 

Derfor kom det nok også som et chok for pigerne da jeg fremlægger min idé for dem fredag eftermiddag. Det ligner mig ikke. Men de elsker det. De er lige typerne. Gribbe. Rygtefortællende, sladrende, nysgerrige gribbe. 

De slynger om sig med idéer og forslag. Grusomme forslag. Ydmygende, nedladende. 
Jeg hader det. Men det passer perfekt. Det er nemt at få dem med på min opgave. Skræmmende nemt.

Christoffer er blot et tilfældigt offer. Og så alligevel ikke. En lidt mærkelig fyr fra en af parallelklasserne. Jeg ved godt at han synes om mig. Det er tydeligt. Har set hans blikke. Jeg ved godt hvorfor det lige er ham der er blevet udpeget. Det giver mening. Han er en stakkel. Et nemt offer. 

Jeg har intet valg.

Det er næsten for nemt. Christoffer ævler løs. Han køber drinks til mig, og han er helt ekstatisk. Han elsker at folk kigger på os, tænker jeg. På ham.

Han vil det hele. Rører ved mig, snakker højt og konstant. Han vil mig. Han vil mig alt for meget. Jeg går med på den. Jeg hvisker ting til ham. Ting jeg ikke mener. Jeg spiller spillet, gennemfører opgaven og leger med på min egen leg. 

Pigerne følger med fra sidelinjen. Griner, peger, tager billeder.

Så sker det. Kysset.

Jeg ved at han kigger. Det er vigtigt for mig at han kigger. Han skal se det. Jeg holder mig ikke tilbage. Jeg er nødt til at holde ud og give alt hvad jeg har, der er ingen andre veje ud. 

Har fået for mange drinks. Kan ikke mere. Løber mod udgangen, mod de stakkels uskyldige påskeliljer som druknes i en lind brunlig masse af dårlig sprut. Pis da også, hvor er det dumt. Men det er en del af fortællingen, af min vej ud. 
Christoffer er lige efter. Holder mit hår, beroliger mig. Jeg fortryder det hele. Forsøger at få ham væk. Hvad fanden har jeg gjort?

Med ét er pigerne over os. De filmer, skubber Christoffer væk og stiller sig mellem os. 
De fortæller ham det hele. Griner og råber ad ham. De elsker det. 

Han virker upåvirket. Han tror dem ikke. 

Jeg bliver hentet af min far. Det var Ida der ringede.

Jeg læser beskeden igen. Den er alt for meget. Han skriver at han elsker mig. Hvem gør dét?

Mit eget svar fremstår ynkeligt og uværdigt. Jeg har forsøgt at være kortfattet. Afvisende. Det er pinligt. Jeg har ikke fortalt ham sandheden. Det kan jeg ikke. Han har fået løgnen. Den løgn jeg har bygget op. Legen.
’Undskyld’, skriver jeg. Men hvad er det overhovedet værd? Betyder det noget nu?

Så. Dér kom beskeden. Beskeden jeg har ventet på.
Det er et link. Det hele er online, video og billeder. Den tilhørende besked er kort og brutal. Et forsøg på at være sjov. Præcis som jeg forventede. Fuck dig. Fuck dig, Magnus.

Han vinder, jeg gjorde det. Billederne bliver slettet, pigerne ved intet, Christoffer ved intet. Jeg ved det hele. Det gælder om at overleve.

Hiver dynen op over hovedet, og klemmer den hårdt ind til ansigtet. Den forstår mig. 

Men jeg kan ikke mere. Alt kommer ud. Måske råber jeg? Skriger? Jeg ved det ikke. Jeg mærker alt, men jeg mærker ikke noget.

”Jamen skat dog, hvad sker der? Er alt okay?”

Min far vil så gerne, og han forsøger. 

Jeg ønsker sådan at han ikke lader mig slippe så let. At han afkoder mig, ligesom dynen. Bliver ved med at spørge, knækker mig, hiver sandheden frem. At han hjælper mig. Sådan rigtigt hjælper mig.