Spejlet er en moderne ungdomsnovelle, som tager udgangspunkt i en teenagers udfordringer. Den tager fat i klassiske tematikker såsom identitet, seksualitet, mobning mv.
Selve handlingen er centreret om en fest, hvor hovedpersonen alene deltager grundet sin forelskelse i Louise.
Vores hovedperson er fanget på badeværelset, hvor fornemmelsen af tid og sted forsvinder. Som tiden går bliver det sværere at komme væk fra situationen, som tilspidses af ventende gæster på den anden side af døren.
På badeværelset hænger et spejl, der igennem hele novellen taler til hovedpersonen og tilbyder en let men endegyldig udvej.


Novellen kan med fordel benyttes i et større forløb om ungdomsliv og seksualitet, hvor især hovedpersonen fortjener en grundig analyse.

Opgaver til Spejlet


Før læsning:

  • Læs overskriften uden at læse historien. Hvad forventer du dig af historien handler om? 



Efter læsning:

  • Hvilken type tekst er Spejlet? 
  • Hvordan tolker du overskriften?
  • Led efter genretræk, og argumenter for hvordan teksten passer til genren. 
  • Hvad er temaet i historien? 
  • Hvorfor er hovedpersonen taget med til festen?
  • Udarbejd en personkarakteristik af hovedpersonen, både ydre og indre. 
  • Hovedpersonens mor nævnes nogle gange. Hvordan bidrager dette til vores billede af hovedpersonen? 
  • Beskriv miljøet omkring både hovedperson og fortællingen som helhed. Hvor finder historien sted?
  • Martin udfylder en stor rolle i historien, uden at vi reelt ved ret meget om ham. Udarbejd en karakteristik af ham med udgangspunkt i hvad vores hovedperson fortæller, men også hvad vi reelt oplever fra handlingen. 
  • Spejlet er en hovedfigur i historien. Hvad betyder spejlet for vores hovedpersonen? Og hvad er det egentlig at Spejlet tilbyder som udvej? 
  • Hvad er budskabet i historien? 
  • Er der tale om en åben eller lukket slutning? 

Inspiration til videre arbejde


  • Skriv en alternativ afslutning til historien. Historien skal tage udgangspunkt i at Martin ikke er "helten", men at vores hovedpersonen er nødsaget til at forlade huset imens alle kigger på. 
  • Lav en planche hvor du visualiserer spejlets rolle som kritiker og dårligt selvværd. 
  • Udarbejd en kortfilm med Spejlet som udgangspunkt. 
  • Historiens hovedperson bliver beskrevet uden at klaregøre køn, men med små hentydninger undervejs i historien. Indrag evt. novellen i et større forløb om seksualitet, LGBT+ mv. 


unsplash