Køkkenet er en moderne ungdomsnovelle, der tager udgangspunkt i en teenagers udfordringer. Den tager fat i klassiske tematikker såsom identitet, mobning, seksualitet, familieliv mv.
Selve handlingen udspiller sig i husets køkken, hvor hovedpersonens forældre er midt i et skænderi. Vores hovedperson lytter med fra trappen, og sideløbende med skænderiets udvikling får vi et billede af livets besværligheder for vores hovedperson og familien. Han tager en ”aktiv” del i skænderiet, og pludselig er intet som det plejer at være.
Novellen lægger op til en grundig tekstnær analyse af personer og miljø, og måske en særlig fokus på musikkens betydning for både hovedperson og fortælling.
Skriget er som et brøl. Det skærer gennem luften som japansk Damaskusstål, og efterlader den flænget og dirrende.
Tæppet er faldet. Ingen klapsalve, ingen pift og
ingen stående hyldest.
”Du skal fandme ikke fyre det der af på mig! Hvad havde du tænkt dig, at jeg skulle gøre ved det? Vi er lige gode om det her, og det ved du!”
Så er de i gang igen. Mezzo forte, vurderer han umiddelbart. Det er alligevel lidt af en optakt.
Det er vel tredje gang i denne måned. Og det er d. 16 maj. Han ved aldrig rigtig hvad han skal gøre af sig selv når det sker.
Han når dog normalt at søge væk inden det stikker helt af. Hoppe ud ad vinduet, eller snige sig lydløst ud ad bagdøren.
Sætte sig ned til søen og stirre ud over området. Det vuggende, stille, sorte vand. Grumset af folks affald, plastikposer, cykler, flasker.
Her har engang været pænt og idyllisk, det er han sikker på. Men intet varer jo evigt. Og måske netop derfor kan han være alene her. Enkelte gange møder han andre her. De trækker sig som oftest når de ser ham. Skuler til ham, og hvisker til hinanden mens de bevæger sig væk.
Nogle gange når han ikke væk. I hvert fald ikke fysisk. Han finder et lydspor og lukker sig inde. Kaster sig på sengen, og glemmer omgivelserne. Wagner er bedst når husets orkestergrav skal overdøves. Eller Carl Orff. Det er næsten apokalyptisk, storslået og bombastisk. Umuligt ikke at lade sig rive med. “Ride of the Valkyries” kommer f.eks. ofte på afspilleren. Messing, horn, fløjter, et kæmpe orkester. Det er uden sammenligning den bedste musik, der er skrevet.
Klaveret står ved vinduet. Han ville ønske, at han kunne spille. Eller, i hvert fald spille bedre. Det er nu ikke fordi han ikke har prøvet. Undervisning hver uge i årevis. Han har det simpelthen ikke i sig. Heller ikke dét kan han finde ud af.
I dag når han ingen af delene. Hverken bagdør eller Wagner kommer ham til undsætning.
Bliver fanget på den forkerte fod, på det helt forkerte sted.
Det eskalerer netop som han er på vej. Nu sidder han her. På de nederste trappetrin, lige ved døren til køkkenet.
Uden sko eller jakke i en overkommelig afstand. Få centimeter fra ham ligger et stykke tallerken. For få sekunder siden, var det egentlig en ganske pæn tallerken. Intet varer evigt.
De ved godt, at han er hjemme. De glemmer det når de er midt i det. Så er det kun dem, det handler om. Også selvom det handler om ham.
Han forbander inderligt, at han ikke var hurtigere, at han ikke reagerede straks han hørte den flyvende håndmalede ufo hamre mod væggen, og dele sig i små skrøbelige bidder. Men det er for sent nu. Han er fanget her. Nu kan de ikke undgå at se ham hvis han så meget som rykker sig en meter - også selvom han ganske vist ikke fylder ret meget i landskabet efterhånden. ”Den vandrende pind" siger de, når de ikke har travlt med at kommentere på det andet.
De vil blive helt febrilske og akavede hvis han træder frem. Stoppe deres ihærdige skænderi, og iføre sig deres pylrede masker. Undskylde, undskylde, undskylde og undskylde. Han kan slet ikke være i det. Ønskebarn, siger de. Han ved, at de mener det. De tror, at de mener det, i hvert fald. Han har flere gange overhørt dem bruge et andet lille ord, som nu engang peger i en helt anden retning. “En fejl”, siger de. "Vi skulle aldrig have gjort det". De skiftes faktisk til at sige det, men modreaktionen er altid voldsom. “Nej, det var fandme ikke en fejl”, eller “Det dér skal du aldrig sige igen!”.
Han kan ikke svømme. Måske derfor er søen så dragende. Det ukendte mørke, fyldt med livets fraklip, rendyrkede fejl og kasserede gamle ting. Værdiløse genstande, der på et tidspunkt har gjort livet så surt for nogen, at der ikke var andet for end at smide dem i det grumsede vand.
”Vi flyttede sgu da hertil for at gøre det nemmere, gjorde vi ikke? For at få ro omkring os, husker du det? Og nu siger du at det er min skyld?!”
Intet nyt i argumentationen. Samme ord, samme evindelige anklager, samme trættende graduering af sandheden. Ingen udvikling, kun afmagt.
De er dog ved en stabil forte på nuværende tidspunkt. Alt kører for så vidt efter planen.
For snart et år siden forlod de Esbjerg. Der var ingenting tilbage at afprøve, ingen afkroge at afsøge. Kun en summen af nederlag hvor end de gik. Nedladende blikke. Hvisken i krogene. ”Skal de absolut holde i hånd?”
Medlidenhed oplevede de fra tid til anden, men ikke rettet mod dem alle. Kun ham.
De flyttede hertil i håbet om det modsatte. At man var mere fremme i skoene her. Accept og forståelse. Hans mor havde fået et godt job uden for byen. Han selv var kommet i en god klasse på den nye skole. I en periode havde det fungeret. Han havde forsøgt at opretholde facaden. Indtil nogen fandt ud af det. Intet varer evigt.
”Hold da kæft, hør lige dig selv? Kan du høre hvad du selv siger? Din tarvelige, dumme kælling!”
Der er gang i den derinde nu. Det er next-level shit. Han kommer næsten til at grine af hvor absurd det hele er.
Nå ja, mor havde ikke kunne få nyt job efter de flyttede. Bestemt ikke optimalt. Hun var også højtuddannet, og måske for kræsen i sin jobsøgning.
De var uden tvivl materialister. Satte pris på de gode ting – i høj grad også til ham. Han var altid blevet forkælet, og havde fået hvad han pegede på. Ønskebarn.
For dem selv gjaldt det god mad og dyr vin. De dyrkede klassisk dansk design, de rigtige møbler, de italienske lamper og farverige tæpper i håndvævet uld. Én lønseddel gjorde det ikke helt.
Århus var det nye håb. Her var man moderne, havde mor optimistisk fortalt. Respekt for mangfoldigheden og et alternativt syn på verden. Hun var så godtroende stadig, så håbefuld.
Nu sidder han her. På trappen. Med en alarmerende omgang klassisk fortissimo kørende i køkkenet ved siden af.
De to gentager sig selv, og hinanden, i en lind strøm. High pitch og excellerende dramatisk.
Idéen opstår ud af ingenting. Han skal styre slaget. Dirigere arrangementet, det er det han skal. Holde takten, følge nodearket som de alle kender det. Som en dukkefører. En udpræget voodoo-kunst. Bestemme udfaldet, bestemme tempoet. Bestemme intensiteten. Bestemme det hele, finally.
Aggressivt sætter han i gang.
Nærmest ukontrollerbare fagter flyver gennem luften, og markerer anklager, svar og modsvar. Vreden og frustrationen i stemmerne på den anden side tiltager fortsat. Han følger med. Stiger igen. Han ved hvor det ender. Han ved hvor han vil have at det ender. Han lader sit lange mørke hår fare fra side til side. Lever sig ind i kampens indædte frustrationer.
Hvad han ikke har måtte høre for af kommentarer. Altid kommentarer. Konstant og hele tiden. Om ham, om dem, om dem alle. Men altid mest om dem. Det handler altid mest om dem. Det kan ikke blive ved. Han ved hvad han må gøre.
En intens prikken i huden afslører, hvor meget han lader sig rive med. Varmen bevæger sig op ad halsen og sætter sig i ører og kinder. Han bliver i ét med øjeblikket.
Han kaster den store sorte hættetrøje af sig, og lader de tynde blege arme møde lampernes skarpe lys. Lidt sort tråd fra trøjen har sat de fast i de friske stregkoder på håndleddet. Det er sgu da kunst det der, tænker han.
De havde engang været lykkelige, det ved han. Ikke fordi de blev mødt med større grad af forståelse og accept, men fordi de kunne leve med det. De vidste at det var umuligt at undgå, og de kunne sortere det fra, ignorere det. Men han ændrede alt. Ønskebarnet, og fejlen. Det gjorde for ondt.
Det sidste anslag i fortællingen er nået. På den anden side af væggen nærmest kaldes de over bjergtinder, skældsordene. Had, vrede, frustration, fejltagelser og lidelser. Han styrer dem direkte mod afgrunden. Point of no return! Der er kun én vej.
Forte fortissimo!
Skriget er som et brøl. Det skærer gennem luften som japansk Damaskusstål, og efterlader den flænget og dirrende.
Tæppet er faldet. Ingen klapsalve, ingen pift og ingen stående hyldest. Kun stilhed.
Det er nyt, det her.
Ikke en lyd. Han fornemmer kun svagt en ujævn og springende vejrtrækning. Om det er ham selv, eller om det er mor på den anden side af væggen, er han ude af stand til at vurdere.
Han stirrer stift mod åbningen til køkkenet. Der er ingen bevægelse. Ingen reaktion. Ingenting.
Han kender deres skænderier ned til mindste detalje. Dette er anderledes.
Er det…. Er det virkelig….
Hvad har han gjort?
Han rejser sig i en resolut og hurtig bevægelse, og stormer mod døren. Hættetrøjen får han ikke med, og skoene heller ikke. Blikket er rettet ligefrem, fokus på håndtaget. Det skal gå hurtigt.
”Jakob! Bliv her! Du må ikke…!”
Mors stemme drukner i braget fra den smækkede dør bag ham. Han vil ikke vide det, han skal bare væk. De nøgne fødder besejrer både asfalt, grus og græs, og er fuldkomment indforståede med hvad destinationen er.
Søen med det sorte vand. Fyldt med fejl og kasserede gamle ting. Værdiløse genstande, der på et tidspunkt har gjort livet så surt for nogen, at der ikke var andet for end at smide dem i det grumsede vand.
